Bytte-bytte købmand
Nygaard om hvordan Ferrari og McLaren bytter ingeniører (og info!)
Skrevet af : Peter Nygaard - 27-JUN-2010

Ferrari har i denne uge udnævnt en ny, teknisk souschef, der skal arbejde tæt sammen med teknisk direktør Aldo Costa. Den nye mand i Maranello hedder Pat Fry og har i de seneste 17 år arbejdet for McLaren.
 
46-årige Fry er en dygtig fyr, som utvivlsomt vil komme til at spille en markant rolle i udviklingen af Ferrari 2011-model. At han samtidig har en masse insight-viden fra McLaren (hvem sagde for eksempel “f-duct”?) er nok ikke nogen ulempe i hans nye job...
 
For fire år siden blev netop McLaren idømt en bøde på 500 millioner kroner (yeps - du læste rigtigt!) fordi teamets tekniske afdeling havde udnyttet de hemmelighedsstemplede Ferrari-tegninger, man havde modtaget fra en indebrændt chefmekaniker i Maranello. Det VAR er dumt, kluntet forsøg på industrispionage, som McLaren-ledelsen trods indledende protester senere indrømmede.
 
Ferraris løsning med at hyre en McLaren-tekniker er meget mere elegant, helt legalt, mindst lige så effektivt - og trods Fry´s utvivlsomt høje løn også billigere (500 millioner kroner kan trods alt holde rigtig mange F1-ingeniører i arbejde i rigtig mange år...)
 
Og hvis man kikker tilbage over F1-historien er det tydeligt at Ferrari har haft en forkærlighed for ingeniører og andre medarbejdere med erfaring fra engelske teams. Det startede i begyndelsen af 1980´erne, da Harvey Postlethwaite, der havde bygget den bil Wolf vandt sit allerførste grandprix med i 1977, blev hyret af Ferrari.
 
I slutningen af 1980´erne dominerede McLaren med deres Honda-motoriserede biler, og der gik ikke længe inden to af teamet ledende designere, John Barnard og Steve Nichols, blev hot-hentet til Maranello (for øvrigt sammen med Honda´s ledende F1-ingeniør Osamu Goto). 
 
I 2004-05 var Nicholas Tombazis chef i McLarens designafdeling - indtil han fik et bedre tilbud om et lignende job i Maranello.
 
Michael Schumacher vandt VM 1994-95 for Benetton og da han i 1996 skiftede til Ferrari, varede det ikke længe inden han fik selskab af Benettons designchefer Ross Brawn og Rory Byrne. En tredie ledende Benetton-ansat, chefmekaniker Nigel Stepney, skiftede også til Ferrari - hvor han 12 år senere blev så sur over at blive forbigået i en intern omrokering af design-afdelingen, at han forærede en af sine McLaren-kollegaer den famøse stak hemmeligstemplede Ferrari-dokumenter.
 
What goed around comes around!
 

Læs mere:

Spy-gate efterfulgt at lie-gate Hvem vidste hvad hvornår? Den seneste McLaren-Mercedes skandale stiller ifølge Peter Nygaard flere interessante spørgsmål