Hej alle formel-1 fans
Afviklingen af Monacos Grand Prix blev i Frederikssund formel-1 klub akkompagneret af et læs velsmagende hot dogs. På den mest klassiske vis, udeblev overhalingerne stort set. Men alligevel følte man sig underholdt da løbet var overstået. Løbets mest omdiskuterede element var, uden sidestykke, da Michael Schumacher fik mast sig forbi Alonso i sidste sving. De fleste teams var enige i, at hans overhaling var i orden, da der blev viftet med grønne flag og skiltet “track clear” blev vist. Men en paragraf blev funder frem og Schumacher fik byttet sin 6. plads med en 12. plads.
Hurtigt var der spekulationer fremme om, at Schumachers gamle ærkerival Damon Hill, der til denne weekend, var shanghajet til holdet af løbsdommere, havde udnyttet situationen og givet Schumacher en “tak for sidst”. Damon Hill og andre, mener, at han blev kørt i hegnet af samme Schumacher, da de to kæmpede om VM-titlen i Australien i 1994. Besynderligt nok var det primært i den Britiske presse, at Hill løb ind i denne modvind. Mercedes GP appellerede straks afgørelsen, men trak senere i land og udsendte en meddelelse om, at de accepterede dommen.
For alle formel-1 fans, der bare synes, at kontroverser og grundløse beskyldninger er sagen, har dette bare været en lækker sag. Og når alt kommer til alt, så var det altså et SUPER move Schumacher trak op af den gamle formel-1 hat.I denne week-end køres der så løb på Istanbul Park. Banen er endnu et halvvejs farveløst produkt af racerbanedesigneren Hermann Tilke, der tilsyneladende er så anset, at han kontaktes i de fleste tilfælde af, at der skal produceres en formel-1 racerbane. I de sidste 5 løb har manden på pole vundet de 4 af dem. 3 af disse løb blev vundet af Massa. Så måske det er nu han kan vise Alonso, at han ikke får det hele foræret.Med ønske om et mindeværdigt Tyrkisk Grand Prix
Frederikssund Formel-1 Klub.