Når nok er nok
Peter Nygaard om udsigten til 20 løb i 2011-kalenderen
Skrevet af : Peter Nygaard - 15-APR-2010

Det er svinekoldt i Shanghai i dag - seks grader og en strid blæst har betydet overarbejde for handlende på byens berygtede “Fake Market”, der er blevet indtaget af formel 1-folket i jagt på jakker, fleeces og sweaters.
 
Temperaturen i depotet på Shanghai International Circuit faldt yderligere et par grader da Bernie Ecclestone i eftermiddag slog fast at Koreas Grand Prix sidst i oktober bliver gennemført som planlagt. Der er ingen i depotet der har noget imod Korea og de fleste er glade for at besøge nye lande. Problemet med Korea er bare at det har fået 2010-kalenderen op på 19 løb og dét er mindst to-tre løb for meget.
 
Og hvis vi skal tro Bernie stopper der ikke her. Næste år, når der skal findes plads til Indien, når kalenderen op på 20 løb og indenfor de følgende år kommer der angiveligt nye løb i Rusland (Sochi?), USA (New Jersey?) og Rom.
 
De nye løb skal skrabe yderligere penge ind til invetseringfonden CVC, der ejer aktiemajoriteten i Bernies selskaber. CVC´s eneste mission i denne verden er att tjene penge, og det sker i dagens formel 1 nemmest med nye løb. TV-indtægter er på grund af internettet og faldende reklameindtægter ikke dén guldgrube de var for bare få år siden og finanskrisen betyder at sponsorer og andre firmaer har skruet ned for udgifterne til Paddock Club. Tilbage er løsningen med nye løb - men den er efter min mening bare for kortsigtet.
 
20 (eller - hvisk det! - endnu flere) løb vil nemlig betyde at sporten bliver over-eksponeret. Med 15-16 løb om året er hver eneste løb en BEGIVENHED - med 19, 20 eller flere løb begynder alverdens TV-seere at vælge mere kritisk. Det bliver ligesom i tennis, hvor der altid er en ny turnering næste uge. For hvem gider se Spaniens Grand Prix på Circuit de Catalunya når de kører i Monte Carlo næste uge? Eller hvad med Ungarns Grand Prix på Hungaroring hvis Spa-Francorchamps i Belgien venter i den kommende weekend?
 
 

Læs mere:

Nye F1-lande i kø På trods af finanskrisen står nye lande stadig i kø for at komme ind i formel 1-kalenderen Kinas Grand Prix 16. april - 18. april