Australien har altid været et af de mest populære stop på F1-touren: Når først de 22 timer i flyveren og det tilhørende jetlag er overstået, er der ikke mange formel 1-byer der kan måle sig med Melbourne i marts.
Men i år har det lokale politi og banens sikkerhedsvagter givet Melbourne og Albert Park nogle grimme ridser i det ellers så blankpolerede image. I har utvivlsomt alle hørt om hvordan Lewis Hamilton fredagaften blev stoppet af politiet efter at have lavet hjulspin i sin Mercedes på vej hjem til hotellet. Det er slet ikke fordi jeg synes Lewis´ opførsel er OK (og den er direkte pinlig når man sammenholder den med den McLaren-støttede FIA-kampagne “Make Roads Safe”). Men ligefrem at konfiskere Mercedes´en? Og hive Lewis i retten?
Detr virker som om betjentene havde haft en rigtig kedelig dag i Albert Park, og det gik så ud over Lewis. En advarsel og eventuelt en bøde havde efter min mening været en passende straf.
Og lag mig så i denne sluttede kreds afsløre at jeg også blev “anholdt” af de lokale udgaver af Kling og Klang (betjentene i Pippi Langstrømpe, you know!). Fredagaften var jeg sammen med en kollega igang med et løbe banen rundt. Det er noget vi gør på alle baner igennem sæsonen, men her blev vi stoppet efter en halv omgang. Syv ivrige betjente, blinkende blå lys, konfiskation af pressekort, forbud mod at tale med hinanden - to svedende journalister var tydeligvis dagens vigtigste fangst for Kling, Klang og de andre klumper.
Først efter 15 minutter og et opkald til Australian Grand Prix Corporation blev vi “løsladt” og fik lov at løbe videre. Vi måtte gerne løbe på banen, vi havde ikke gjort noget ulovligt og nej: Vi fik ikke nogen undskyldning.
Politi-paranoiaen kommer også til udtryk når vi skal ind i Albert Park om morgenen Alle tasker bliver checket, og spørg om dét skaber store køer. Og det stopper ikke her: På vej ud af banen bliver journalisternes biler også undersøgt - angiveligt for at checke for tyvekoster. Men hvad skulle vi egentlig have stjålet?
Australiens Grand Prix´ gode ry, måske?