Der er et par interessante tommelfingerregler om formel 1-kørere: Regel nummer 1: Hver eneste af dem er overbevist om at han er verdens hurtigste.
 
Regel nummer 2: Hver eneste af dem når på et eller andet tidspunkt til den erkendelse, at det ikke er tilfældet.
 
Jeg er bange for at Michael Schumacer er ved at lære regel nummer to på den hårde måde. Tag ikke fejl: I en lang periode - i runde tal fra 1994 til 2004 - galdt regel nummer 1 for Schumi. Og selv i sine sidste sæsoner (2005-06) i første del af karrieren var Schumacher ofte verdens hurtigste. 
 
Men sådan er det åbenbart ikke længere. Jeg skriver disse linier i timerne op til starten i Malaysia, og selvfølgelig kan Schumacher med en superpræstation senere i eftermiddag vælte alle mine teorier (sådan er han nemlig, Schumi - overraskelsernes mand!). Men det jeg har set fra Schumacher siden han i december annoncerede sit comeback og indtil nu har ærligt ikke været imponerende. 
 
Hans teamkammerat Nico Rosberg har næsten i hver eneste test. træning, kvalifikation og løb været hurtigste Mercedes-mand. Og dét er ikke godt nok: Rosberg er absolut en habil racerkører, men de fleste i formel 1-depotet er enige om at han ikke kommer fra den allerøverste skuffe (dén med Vettel, Alonso og Hamilton). ¨
 
Selv i regnvejr (både i Melbourne og her i Sepang) har Rosberg sat Schumi til vægs. De der husker første del af Schumachers karriere ved at han var overlegen - OVERLEGEN! - i regn. Det er han så øjensynligt ikke længere og dét tror jeg antyder en ny side af den gamle mester. I regnvejr er noget så simpelt som mod og vilje vigtige ingredienser i en hurtig omgang - modet til at køre halvblind ind i regnskyer og viljen til at bevæge sig på skridgrænsen i hvert eneste sving.
 
Efter to børn, syv VM-titler, 41 år og trillioner på bankkontoen er det egentlig ikke underligt at Schumacher ikke længere har samme mod og vilje som sine langt yngre og mere “sultne” konkurrenter. Men hvis man halter bare marginalt efter Hamilton og co med hensyn til mod og vilje, bliver det svært at bilde sig selv ind at man er verdens hurtigste racerkører.
 
Det spændende er nu hvordan Schumacher vil reagere når det fulde omfang af ovenstående regel nummer to går op for ham - når han ikke længere kan bilde sig selv ind at er verdens hurtigste racerkører.
 
Der er to muligheder: Han kan kaste håndklædet i ringen (måske med henvisning til at den gamle nakkeskade alligevel ikke er så OK som først antaget?)
 
Eller han kan bide tænderne sammen og forsøge at genfinde det mod og den vilje der tidligere gjorde ham til verdens hurtigste racerkører. 
 
Hvis de skyer der i øjeblikkket trækker sammen over Sepang resulterer i det forventede kaos-race, kan første del af svaret komme allerede i Malaysias Grand Prix...