Der har været en masse ballade bag formel 1-kullisserne i den seneste uge. Det handler om de cigaret-reklamer, som de fleste troede var smidt ud af formel 1 for snart mange år siden (efter et par FORrygende årtier i 1980´erne og 1990´erne, hvor omtrent hver eneste team kørte med smøg-reklamer).
Marlboro har diskret fortsat samarbejdet med Ferrari, som teamet var hovedsponsor for i mange år. I de seneste sæsoner, hvor forbuddet mod cigaretreklamer er blevet strammet mere og mere, har Marlboro´s rolle begrænset sig til en diskret stregkode på Ferrari´ernes motor-cover. Eksperter i markedsføring mener åbenbart at den rødhvide stregkode vil give F1-tilskuere og TV-seere associationer til tidligere tiders Marlboro-mærker, og fred være med det.
Og så alligevel ikke: I sidste uge blev Ferrari fra flere sider angrebet for at stregkoden omgår forbuddet mod tobaksreklamer. Ferrari har afvist anklagerne - og blandt andet erindret om at rød har været den italienske racer-farve (og teamets farve) siden starten af det 20. århundrede.
Dermed burde “sagen” være slut, men tobaksmodstanderne må være mere magtfulde end som så. I hvert fald mødte Ferrari op her i Spanien uden stregkode - en manøvre der kan opfattes som om man trods tobaksmodstandernes fortænkte argumenter alligevel indrømmer at have “snydt”.
Og samtidig med at Ferrari hiver deres efter min mening meget lidt “Marlboro-agtige” stregkode af sine biler, dukker Sauber op med store Burger King-mærker.
Så meget for “folkesundheden!”