BMW stopper i formel 1
Kubica og Heidfeld arbejdsløse - også Michael Christensen i klemme?
Skrevet af : Peter Nygaard - 29-JUL-2009

BMW stopper i formel 1 efter denne sæson. Den overraskende beslutning kommer få dage efter fabrikken var med til at udarbejde en ny “grundlov” for formel 1; den såkaldte Concorde-aftalen. “Det har været en svær beslutning - men en nødvendig beslutning set i lyset af vores fremtidige strategi,” sagde en talsmand for BMW onsdagmorgen på en hasteindkaldt pressekonference i München. BMW er ligesom alle andre bilfabrikker hårdt ramt af finanskrisen. Med BMW´s farvel må Robert Kubica og Nick Heidfeld se sig om efter nye arbejdspladser og beslutningen rammer også danske Michael Christensen, der er en af BMW´s officielle juniorkørere. Danskeren fører i øjeblikket Eurocuppen i formel BMW; et mesterskab der indtil i dag så ud til at kunne føre frem til en formel 1-test. BMW er den anden fabrik der forlader formel 1 indenfor otte måneder: I november stoppede Honda, der debuterede i formel 1 i 1964. Også Renault og Toyota overvejer ifølge hårdnakkede rygter at droppe i formel 1.

Læs mere:

Robert Kubica Polen Nick Heidfeld Tyskland